Historien om Vinylworld

Vinylworld.dk var oprindeligt en webshop for LP’er, singleplader 7″, Kasettebånd, CD’er og Merchandise.

Det hele startede med at min søn Lasse, som dengang var 15 år, var på efterskole i Ingstrup ved Løkken. Her havde han overværet et foredrag om The Beatles. Dette fik ham til at spørge mig om han måtte få “de der store runde sorte tingester” (LP’er) med Beatles, som jeg havde stående i kælderen. Og det måtte han da så sandeligt ikke. De var jo mit hjerteblod, som jeg selvom jeg aldrig spillede dem skulle de beholdes som kære samlerobjekter. Men jeg foreslog ham, at vi kunne begynde at samle Beatles plader sammen. Det ville han gerne.

Vinylworld pladekælderen, som bare var et af vores rum fyldt med plader

Det førte til, at vi hver weekend var på landevejen for at besigtige LP samlinger med Beatles plader og ofte havde vi bilen propfyldt når vi kom hjem om aftenen. Hvis der var der bare nogle få Beatles plader købte vi ofte hele samlingen. Dette førte selvfølgelig til, at vi fik en del dubletter samt en masse plader, som vi ikke var interesserede i at beholde. Mange af dem solgte vi på QXL net auktion, som var vældig populær og aktiv dengang.- Vi havde utroligt mange kunder i specielt Norge, hvor man er vant til at købe på postordre og betale for fragt.

Jeg lavede derfor hjemmesiden Vinylworld.dk, hvor vi lagde de plader m.m. op som vi gerne ville sælge. Overskuddet fra salget gik til køb af endnu flere plader eller til at tage til koncerter med Paul McCartney i både Sverige og Danmark. Det var en fantastisk hobby at have sammen med sin store søn.

Da shoppen var størst havde vi nok omkring 30.000 plader m.m. i kælderen af vores store villa i Hjørring. Så kom tiden hvor Lasse flyttede hjemmefra for at læse i Århus og jeg måtte drive butikken videre alene.

Det var også en super hobby for mig men pludselig kom også planerne om at vi skulle flytte til et mindre hus end de over 300kvm, som vi boede i. Derfor måtte jeg skille med af med de fleste plader i store billige pakker – andre gav jeg bort til genbrug. Så da vi flyttede havde jeg vel 2000 plader tilbage, som flyttede med.

På billedet er jeg i gang med at sende min sidste forsendelse inden vi lukkede Vinylworld.dk. Og her i vores nye pladekælder hvor vi knapt var kommet på plads efter en større renovering.

5 år efter var den gal igen og vi ville flytte til Århus til børn og børnebørn. Heldigvis havde Lasse nu fået plads i egen villa til at overtage resterne af de plader, som jeg ikke kunne få plads til selv. Og tilbage nu er kun de plader jeg greb i farten og gerne selv ville beholde.

Men jeg har nu lidt forskelligt blandet plader, anlæg, DVD’er, video’er, bøger og en del Merchandise, som jeg hellere må begynde at skille mig af med inden det pludselig bliver mine børn der skal rydde op efter mig.

Derfor har jeg oprettet HAPSOS.dk og købt domænet Vinylworld.dk igen. Så kan mine dejlige samlerobjekter få nye hjem og glæde andre 

Et stort læs plader på vej til Lasse da vi flytter til Lystrup